Fyens Stiftstidende - Weekend - 20.05.06

Tilbage til livmoderen
Af  Lene Sarup

Der er forældre, der ikke læser metervis af bøger, inden de sætter børn i verden. Og børnene overlever endda.

Skulle man imidlertid anbefale bare en enkelt letlæst bog, der kan spare nybagte forældre for mange ture op og ned ad gulvet, må det ubetinget være fysioterapeuten Kirsten Sellins Svøb dit barn.

Her forklares overbevisende om, hvad der gør nyfødte utrygge og dermed også, hvordan man trøster babyer med vedvarende gråd - det, der i andre tilfælde bliver kaldt spædbarnskolik.

Kirsten Sellin giver gode forklaringer på babyers oplevelse af livet i livmoderen og dermed også på, hvordan de nybagte forældre genskaber dette for barnet så trygge miljø - og på den måde beroliger det.

At svøbe barnet tæt er det første - for når svøbet lukker sig om kroppen, så armene holdes nede langs barnets sider, giver det en stor mængde beroligende stimuli til barnets nervesystem.

Teknikken med at få lagt svøbet på den rigtige måde er grundigt beskrevet i bogen - både i ord og tegninger.

Således svøbt og lagt sideværts på armen, mangler den spæde den lydmæssige kulisse fra livmoderen.

Her var der en konstant susen fra de store blodårer i moderens mave - og det er også derfor, at nogle børn falder til ro, hvis man tænder støvsugeren eller en hårtørrer.

En kraftig shhh-lyd, der overdøver barnets gråd, kan få roen til at vende tilbage. Eller man kan bruge hvid støj fra en computer med samme effekt.

Vuggende og gyngende bevægelser afrunder dette sansebombardement - og barnet vil være beroliget i løbet af kort tid.

Bogens dejligt konkrete anvisninger med forståelige begrundelser er ikke kun teori for anmelderen. Det fire uger gamle barnebarn blev testperson og reagerede prompte på shhh-lyden ved at holde op med at græde.

Og svøbet kendte han i forvejen som en "nu skal du falde til ro-faktor", men bogen har givet hans forældre forklaringen på, hvorfor det virker - og en samling ekstra fif, som der hurtigt kan blive brug for.

Kirsten Sellin: Svøb dit barn - efterlign livet i mors mave. Forlaget Olivia, 80 sider, 199 kroner.


Boganmeldelse fra http://www.netsundhedsplejerske.dk/bogguide/

Boganmeldelse

Kategori: SYGDOM, BEHANDLING OG HANDICAP
Dato: 2006-05-20

Svøb dit barn - efterlign livet i mors mave, spædbarnskolik/vedvarende gråd Bogen Svøb dit barn og med underoverskriften - efterlign livet i mors mave, spædbarnskolik/vedvarende gråd er en fin lille bog, som beskriver hvordan du på en enkel måde kan få dit grædende barn til at falde til ro.

Bogen er inddelt i forskellige afsnit, hvor det gennemgåes hvad årsagerne til gråd kan være, hvordan livet i livmoderen opleves af det lille barn, hvordan vores sanser påvirkes og hvordan sanseindtryk kan gøre spædbørn rolige.

Hver lille afsnits begyndelse er trykt på farvet papir og netop det er med til at understrege det beroligende ved visse sanseindtryk. Det er en meget fin detalje. Bogen i sig selv virker rolig.

Svøb dit barn er en hjælp til selvhjælps bog, for forældre. Det betyder at man får en præcis anvisning af hvordan man svøber sit barn. Der er forklaring og fine illustrationer. Det er således en meget hurtig og overskuelig metode også for forældre, som netop ofte mangler overskud, fordi deres dagligdag er fyldt med det lille barns gråd.

Svøb dit barn er skrevet af Kirsten Sellin som er fysioterapeut. Hun har både i kraft af sit arbejde og også privat oplevet hvor psykisk en belastning det kan være at have et kolikbarn og har derfor skrevet denne bog.

Tonen i bogen er omsorg og kærlighed til det lille barn og et menneskesyn som lyder at hvis børn græder, så er der en grund til dette og gråden skal man reagere på.

Det bliver nævnt i Svøb dit barn at metoden er til raske og mature børn. Det vil sige børn som er født til tiden. At svøbe sit barn anbefales til børn som græder meget og/eller som er meget urolige. I de perioder, hvor barnet er roligt, skal det ikke svøbes, men skal have lov til at bruge sig selv, vende, dreje og på den måde få styrket sine muskler.

Det er en fin lille bog, som jeg bestemt kan anbefale.

Jeg vælger at give Svøb dit barn 4 bismervægte.

Anmeldt af: Helen Lyng Hansen


Børn og forældre

Heidi Maisted
heidi.maisted@webspeed.dk


Kirsten Sellin: Svøb dit barn
Fra forlaget Olivia Pris: 199,- Ud af 5 stjerner får bogen 5

At stå med et uroligt og utrøsteligt spædbarn er fortvivlende for forældre, men der findes en metode, hvorved raske spædbørn, kan falde til ro og sove længere. Det handler om at efterligne forholdene, som barnet oplevede dem i moderens mave. I livmoderen ligger barnet tæt omsluttet af livmodervæggen i de sidste måneder, barnet vugges konstant af moderens vejrtrækning og bevægelser, og det udsættes døgnet rundt for en susende lyd fra de store blodårer i moderens mave. Den samme tryghed oplever barnet, når det svøbes, og man efterligner de beroligende, susende lyde og vuggende bevægelser.

I bogen fortæller fysioterapeut Kirsten Sellin om den enkle svøbemetode og de beroligende sanseøvelser. Endvidere giver hun gode råd til andre former for sansestimuli, der får barnet til at falde til ro.

Bogen er letlæst og svøbeteknikken er illustreret og beskrevet, så de fleste vil kunne afprøve det.